Det var en rigtig god tur, vi havde til Malmø. Alle var glade og tilfredse, og det var flot, at 55 medlemmer var tilmeldt, og vejret var sandelig også med os.
Det var en fantastisk modtagelse vi fik i Veronicas butik, og som tak har vi sendt Veronica og familie en flot buket blomster.
Vi fik også tid til at besøge nogle andre spændende butikker, både med kunst, tøj og andre lækre ting! Det var dejligt at kunne gå lidt rundt på opdagelse i den gamle del af Mälmo!
Tak igen til arrangørerne af vores sommertur...spændende hvor vi skal hen til næste år! ;o)
Lørdag den 19. juni har vi QUIP-dag (Quilt In Public Day) i Slotscentret. Kvickly sætter borde og stole ud til os, og giver kaffe, så tag evt. en madpakke med og noget koldt at drikke. Derfor ville det være dejligt, at få en tilkendegivelse af, hvor mange der kommer. Man kan komme i tidsrummet fra kl. 10 til kl. 15. Tag sytøj med, så interesserede kan se, hvor dygtige vi er. Det var så hyggeligt sidste år, hvor vi pyntede indkøbskurve, bænke o.s.v. med færdige tæpper og lign.
Orø-turen er tirsdag den 24. august – alle er velkomne, men man skal melde sig til og betale på forhånd. Vi tager færgen fra Holbæk kl. 11.30 (vi mødes ved færgen) og tager hjem med færgen kl. 16.20 – samlet flok, for vi køber gruppebillet.
Vi ”plejer” at besøge et par butikker, drikke kaffe, spise kage og sy, og selvfølgelig spiser vi også frokost. Denne gang på Orø Kro. Drikkevarer skal man selv købe.
Den 14. september er det Museumsdag for os. Det foregår fra kl. 10 til kl. 14, og der kan være ca. 20 personer til syning. Der vil vi også meget gerne have tilmelding, men det behøves ikke førend vi starter efter ferien. Det er Annelise, der er tovholder på denne museumsdag, så vi hører mere om det. Det er i en ulige uge, altså ikke en af vores HQ tirsdage.
16. november kommer Birgit Bodekær, og fortæller om ”En god start”. I har sikkert set ”Hjertetæpperne”, som Inge-Lise Særkjær syr, og giver til Bodil, der deler dem ud blandt unge mødre. (Onsdagsholdet er velkommen fra kl. 9.45).
Sidste dag for onsdagholdet var i aftes, og for tirsdagsholdet den 15. juni. Efter sommerferien starter vi igen for tirsdagsholdet den 10. august og for onsdagsholdet den 18. august.
Alle ønskes en rigtig god sommer med forhåbentlig bedre vejr end vi har nu!
Kærlige hilsener fra Else!

0 kommentarer:
Send en kommentar